Projektets historie

I 1756 grundlagde generalmajor J.F.Classen en af Danmarks første industribyer, Frederiksværk, med krudtværk og kanonstøberi. Classen var ikke alene industriherre, men også storgodsbesidder, idet han bl.a. ejede hele Halsnæs, der udgør en stor del af den nuværende Frederiksværk-Hundested kommune (fra 1. januar 2008: Halsnæs kommune).

Rundt om på Halsnæs var der spredt fiskeri, og for at samle fiskeriet grundlagde Classen i 1784 de to fiskerlejer Sølager og Liseleje. Liseleje fik med tiden et stort antal fiskere, og i begyndelsen af 1900-tallet opstod tanken om at få en ankringsplads for bådene, så man slap for besværet med at trække dem på land. Til det brug blev der parallelt med kysten bygget en læmole, den stadigt eksisterende "gamle mole", hvortil senere kom en tværmole ind til land, så der blev en lille havn. Nytten blev dog relativ kort, idet det var vanskeligt at holde havnen fri for sand, og for 50-60 år siden ophørte brugen af havnen.

For Liseleje (Asserbo og Melby) kom nye muligheder til, idet området blev valfartssted for "landliggere", enten i pensionater (hoteller) eller sommerhuse, og i dag huser Liseleje-Asserbo-Melby udover helårsbeboelser flere tusinde sommerhuse. Området fik også hurtigt et rigt forretningsliv og gav plads for en række fester og andre arrangementer, som der stadig går frasagn om. Men tiderne har endnu en gang ændret sig. Sommerhusene, den gode badestrand og idylen er der fortsat, men særligt uden for den egentlige sommersæson fører området lidt af en dvaletilstand. Den daværende Frederiksværk kommune tog derfor i 2004 initiativet til udarbejdelse af en "masterplan" (udviklingsplan) for Liseleje og Asserbo, som skal give området et løft. Der var frit slag til at komme med ideer, og en lystbådehavn i Liseleje var en af de ideer, som fik plads i masterplanen. Liseleje Strand- og Havnegruppe på ni (nu ti) personer, alle med tilknytning til Liseleje, har siden arbejdet videre med havneplanerne.






Tilbage

Tilbage til forsiden